Teknik og filosofi

Teknik og filosofi

Teknik og filosofi.

Goju-ryu udmærker sig ved at indeholde en bred vifte af teknikker herunder ledlåse, kast og nedtagningstekniker, samt stranguleringsteknikker og greb mod sårbare kropsdele. Ligeledes trænes sparke-, parade- og stødteknikker. Altså en blanding af ”hårde” teknikker(Go) som slag og spark, samt ”bløde” teknikker(Ju) som kast, låse og greb.

Den traditionelle karate træning er sammensat af basis træning, hvor de forskellige teknikker trænes enkeltvis eller i serier. Denne træning udføres på mange forskellige måder eks. i stående form eller med fodarbejde, nogle gange med slagpuder og mange gange uden, alt efter hvad der fokuseres på. Desuden trænes formøvelser kaldet Kata, som er systemets kerne og teknikkernes oprindelse. Læringen fra kata som udføres rigtigt er mangfoldig og beskrives ikke simpelt. Kata er grundlaget for systemet og i dem findes viden om tekniker og principper, som er uvurderlige for korrekt karate teknik.

Desuden trænes forskellig former for aftalt kamp og selvforsvar hvis formål er at lære udøveren færdigheder der gør at teknikkerne kan sættes i praktisk anvendelse. Når en vis færdighed er opnået trænes fri kamp i forskellige niveauer.

Træningen indeholder desuden forberedende og supplerende øvelser der begge speciel er udviklet til at forbedre din karateteknik. De forberedende øvelser arbejder primært med smidighed, åndedræt og balance. De supplerende øvelser er primært styrketræning af forskellig art. Herunder øvelser for generering af kraft og opbygning muskelstyrke. Denne træning forgår med og uden specielle traditionelle træningsredskaber. Ligeledes er der i systemet et fokus på at hærde kroppen således at den kan modstå angreb og omvendt bruges til at angribe. Dette lyder måske barskt men man skal altid huske at intensiteten tilpasses udøveren.

Karate er oprindelig en selvforsvarkunst og træningen i Okinawa Goju-ryu Karate er tro mod dette, men mange andre aspekter er også vigtige. F. eks er Karate træningen også holistisk dvs. ved at følge træningen og filosofien i karate skal en udvikling af det hele menneske ske fysisk og mentalt. Dette er et meget vigtigt aspekt i formålet med at træne. Goju-ryu er et kompleks system og det tager tid og dedikation at tilegne sig gode færdigheder i ovenstående. Og få det hele til at gå op i en højere enhed hvor man effektivt kan forsvare sig. Vi snakker altså ikke om en færdighed man tilegner sig på et par år. Til gengæld er Okinawa Goju-Ryu karate en træningsform man kan træne uagtet ens fysiske forudsætninger og køn. Og for manges vedkomne hele livet. Det er altid din egen udvikling og træning der er i fokus og ikke dine evner i forhold til andre.